Gratis, forsikret levering til hele verden
NATURLIGE DIAMANT FARVER OG DERES SJÆLDENHED

Når de fleste tænker på diamanter, forestiller de sig en klassisk, klar hvid sten. Men hvide diamanter er kun en del af et langt bredere og langt mere betagende spektrum. Naturlige diamanter findes i en forbløffende række af farver, hver med sin helt egen personlighed og sjældenhed.
Fancy colour-diamanter er ekstremt sjældne og blandt de mest eftertragtede ædelstene i verden. Men hvad skaber deres bemærkelsesværdige farver – og hvor sjældne er de egentlig?
Her kan du gå på opdagelse i den fascinerende verden af naturligt farvede diamanter. Vi dykker ned i, hvordan de opstår, hvad der gør dem så sjældne, og hvorfor hver eneste nuance har sin egen særlige historie. Du får også et indblik i udvalget af naturlige rå fancy colour-diamanter, vi tilbyder hos RoughDiamonds.dk.

HVORDAN NATURLIGE FARVEDE DIAMANTER DANNES
Naturen er fuld af farver – og selvom hvide diamanter måske er de mest kendte, er fancy colour-diamanter et vidnesbyrd om naturens storslåede kreativitet.
Naturlige diamanter dannes over millioner af år, skabt under enormt tryk og intens varme dybt inde i jordens indre. Disse kræfter former diamantens størrelse, struktur og egenskaber længe før den når jordens overflade.
Undervejs kan elementer som nitrogen eller bor blive indlejret i diamantens krystalstruktur. Samtidig kan de enorme geologiske kræfter skabe små forvridninger i krystalgitterstrukturen. Disse naturlige ændringer påvirker, hvordan lyset brydes i diamanten – og det er netop det, der giver anledning til de sjældne og smukke farver.
Fancy colour-diamanter og deres sjældenhed
Mindre end én ud af 10.000 naturlige diamanter klassificeres som en fancy colour-diamant. Det gør dem til noget af det mest sjældne, naturen kan skabe. Men ikke alle farver er lige almindelige – nogle nuancer og intensiteter er langt mere sjældne end andre.
En diamants farve kan spænde fra et diskret skær til en dyb, mættet tone. Fancy colour-diamanter graderes ud fra deres nuance, tone og mætning – fra fancy light til fancy intense og fancy vivid.
Uanset graden rummer hver naturlig fancy colour-diamant en særlig skønhed. Hos RoughDiamonds.dk hylder vi diamantens rå og uforfinede natur – det er netop de små uperfektheder og organiske farvevariationer, der gør hver sten unik.
ORANGE DIAMANTER
Rene orange diamanter er de sjældneste af alle fancy colour-diamanter – og samtidig blandt de mest værdifulde ædelstene i verden.
Selvom man ved, at orange diamanter indeholder høje niveauer af nitrogen, er den præcise årsag til deres intense farve stadig lidt af et mysterium. Eksperter mener, at disse diamanter dannes langt dybere nede i jorden end de fleste andre – som gennemsnitligt er på omkring 150 til 200 kilometers dybde eller mere.
Her, under ekstrem varme og enormt tryk, sker der en såkaldt plastisk deformation i diamantens atomstruktur, som gør krystallen mere modstandsdygtig overfor stress. Men det skaber også farvevariationer – nogle orange diamanter har kun et let skær, mens andre viser dybe, mættede toner.
Hos os ser vi ikke disse variationer som uperfektheder, tværtimod. Det er netop dem, der gør hver orange diamant unik. Deres naturlige skønhed ligger i deres individuelle karakter, som gør dem endnu mere betagende.


PINK, RØDE OG LILLA DIAMANTER
Ligesom de orange diamanter får pink, røde og lilla diamanter deres betagende farver fra små forvridninger i diamantens atomstruktur, skabt af enorm varme og tryk. Disse farvede diamanter hører til blandt de absolut sjældneste i verden, men røde diamanter er de mest enestående. Færre end 30 ægte røde diamanter er kendt på verdensplan.
Den mest berømte kilde til disse exceptionelle diamanter var Argyle-minen i Australien, som blev kendt for sine naturlige pink, lilla, røde, og enkelte orange diamanter. Siden åbningen i 1980’erne blev der fundet mange ekstraordinære sten her, men i november 2020 lukkede minen, da ressourcerne var opbrugt.
Selvom pink diamanter kun udgjorde omkring 1 % af Argyle-minens samlede produktion, stod minen for cirka 90-95 % af alle naturlige pink diamanter på markedet på verdensplan og har derfor skrevet sig ind som den vigtigste kilde til pink diamanter i historien.
Der findes også andre kilder til pink diamanter, dog i langt mindre mængder. Miner i Rusland og Williamson-minen i Tanzania har leveret pink diamanter, heriblandt den legendariske Williamson Pink, en enestående diamant, som blev givet som gave til Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II i 1947.
Blandt alle pink diamanter er der dog én, som står som den mest værdifulde ædelsten nogensinde solgt på auktion: The Pink Star Diamond. Denne ekstraordinære sten, anerkendt som en af naturens største skatte, satte verdensrekord, da den blev solgt for 71,2 millioner USD i 2017.
BLÅ DIAMANTER
Blå diamanter er blandt de mest sjældne ædelsten i verden. Ligesom grå diamanter skyldes deres dragende farve spor af bor i diamantens atomstruktur. Jo højere koncentration af bor, desto dybere og mere intens bliver den blå farve.
En af de mest berømte juveler gennem historien er Hope-diamanten, en fancy dark greyish blue-diamant med en anslået værdi på 200–350 millioner USD. En anden bemærkelsesværdig blå diamant er den 16,08 karat store Blue Moon of Josephine, som i 2015 blev solgt for 48,4 millioner USD, og dermed blev årets dyreste diamant på auktion.
At bor overhovedet blev en del af diamantens dannelsesproces for mellem 900 millioner og 3 milliarder år siden var en ekstremt sjælden hændelse. Netop derfor er naturlige blå rå diamanter blandt de mest eksklusive ædelsten, man kan finde. De er så sjældne, at vi kun én gang har haft en blålig diamant i vores Hidden Boutique i København, og selv denne var mere hvidligt blå.
På grund af deres ekstreme sjældenhed og høje værdi bliver de fleste naturlige blå diamanter slebet fremfor solgt i deres rå form. Vi kan derfor ikke garantere, at vi kan finde en rå ægte blå diamant til dig, men vi kan muligvis finde en diamant inden for det blå farvespektrum eller med et smukt blåligt skær.


GRØNNE DIAMANTER
Naturlige grønne diamanter er noget helt særligt. Deres sjældne farve opstår dybt under jordens overflade, hvor naturlig stråling fra blandt andet uran og andre radioaktive mineraler over millioner – eller endda milliarder – af år ændrer diamantens struktur. Når en grøn diamant når overfladen, er den blevet kemisk inaktiv, men alle grønne diamanter testes stadig for radioaktivitet, før de når frem til os.
Fordi diamant er det hårdeste naturlige materiale på jorden, kan strålingen ikke trænge helt ind i stenen. Derfor findes den grønne farve typisk kun i overfladen. Det betyder, at noget af farven kan forsvinde, når en grøn diamant slibes, og den kan derved forvandles til en klar, hvid eller farveløs diamant.
Men slibning kan også fremhæve farven eller afsløre en skjult, endnu sjældnere nuance under overfladen. Denne uforudsigelighed gør grønne diamanter særligt fascinerende og eftertragtede.
Grønne diamanter resulterer næsten altid i ædelstene af meget høj kvalitet, og deres sjældenhed har drevet priserne i vejret. Bare de seneste år er prisen på grønne diamanter tredoblet, hvilket gør dem til nogle af de mest værdifulde diamanter i verden.
Hos RoughDiamonds.dk elsker vi grønne diamanter. Ikke kun for deres sjældenhed, men også for deres naturlige skønhed, særpræg og små uperfektheder. Hver sten er en enestående skabelse af Moder Natur.
GULE DIAMANTER
Selvom diamanter primært består af komprimeret kulstof, kan naturen nogle gange tilføje et strejf af farve. I gule diamanters tilfælde sker det, når nitrogenatomer indlejres i diamantens struktur under dannelsen. Nitrogen absorberer blåt lys og giver stenen dens karakteristiske gule glød. Dette element findes særligt ofte i sydafrikanske diamanter.
Selvom gul er en af de mere almindelige fancy diamond colours, er den stadig noget helt særligt. Gule diamanter findes i et væld af nuancer, fra sart citrongul til kraftfuld, intens kanariegul.
På GIA’s (Gemological Institute of America) farveskala falder de lyseste gule diamanter inden for D-til-Z-skalaen, hvor D repræsenterer helt farveløse diamanter og Z repræsenterer diamanter med lysegule eller brunlige nuancer. Når en diamants farve overstiger denne skala i intensitet, klassificeres den som en fancy colour-diamant.
Sjældenhed og værdi afhænger dog ikke kun af, hvor almindelig en farve er, men i høj grad af farvens intensitet. En fancy vivid yellow-diamant kan være både endnu sjældnere og mere værdifuld end en helt farveløs D-farve diamant. I sidste ende handler det om at finde netop den farve, som passer bedst til dig.


BRUNE DIAMANTER
Brune diamanter er blandt de første fancy colour-diamanter, der vides at være blevet brugt i smykker, helt tilbage til oldtiden. Deres varme, jordnære nuancer spænder fra dyb cognac og mørk chokolade til lyse champagnetoner, hvilket gør dem til et tidløst og alsidigt valg.
Ligesom orange, pink, lilla og røde diamanter får brune diamanters deres farve fra forvridninger i diamantens atomstruktur, skabt af det enorme tryk og den intense varme dybt under jordens overflade. Disse naturlige kræfter skaber unikke variationer i tone og mætning, som giver hver brun diamant sin egen særlige karakter og skønhed.
GRÅ DIAMANTER
Grå diamanter findes typisk som enten naturligt farvede fancy grey diamanter eller som salt and pepper diamanter, hvor gråtonen skyldes mange indeklusioner. Fancy grey diamanter
Ligesom blå diamanter får nogle fancy grey diamanter deres farve fra tilstedeværelsen af bor i diamantens atomstruktur. Faktisk kan visse laboratorie graderede grå diamanter endda vise subtile blå undertoner, som især kan træde frem i ultraviolet lys, for eksempel i sollys.
De fleste fancy grey diamanter får dog deres farve fra høje koncentrationer af hydrogen. Ligesom hvide, farveløse diamanter vurderes fancy grey diamanter ud fra deres klarhed på samme skala som hvide diamanter. Deres kølige, sofistikerede toner gør dem til et unikt og elegant valg.
Salt and Pepper Diamanter
Grå diamanter med indeslutninger, ofte kaldet salt and pepper-diamanter, har deres helt egen karakter. Disse diamanter indeholder en kombination af hvide (“salt”) og sorte (“pepper”) indeslutninger, som tilsammen skaber et smukt, spættet udtryk. Ingen salt and pepper-diamanter er ens. Hver sten har sit unikke mønster og er derfor perfekt til dem, der værdsætter naturens skønhed i sin mest rå og autentiske form.


SORTE DIAMANTER
For ikke så mange år siden blev sorte diamanter overset i smykkeverdenen – nogle anså dem endda for værdiløse. Men i de senere år har deres rå, mystiske skønhed fanget både samleres og designeres opmærksomhed.
Sorte diamanter får deres markante farve fra mineraler som hæmatit, ferrijern eller ukrystalliseret kulstof – rester fra dengang disse sjældne ædelsten blev dannet for næsten 900 millioner år siden. I modsætning til andre diamanter indeholder rå sorte diamanter et stort antal indeslutninger, som dog skjules af deres dybe, mørke udtryk. Når de slibes, kan disse indeslutninger dog øge risikoen for revner eller påvirke farvens intensitet.
Derfor gennemgår de fleste slebne sorte diamanter en behandling for at forstærke og stabilisere deres sorte udseende. Men hos RoughDiamonds.dk elsker vi sorte diamanter præcis, som de er – uberørte, uslebne og helt naturlige. Vi mener, at deres rå, organiske skønhed taler for sig selv og kun behøver én ting: ægte værdsættelse (og måske en smule kærlighed).
HVIDE DIAMANTER
Naturlige rå diamanter og hvorfor de er hvide
Naturlige rå diamanter er blandt naturens mest imponerende og tidløse skatte. Disse diamanter, ofte omtalt som farveløse diamanter, værdsættes for deres bemærkelsesværdige klarhed og renhed. Men hvad gør dem så særlige, og hvorfor er de hvide?
Hvordan naturlige rå diamanter dannes
Dybt under jordens overflade dannes diamanter, når kulstof gennem millioner af år udsættes for enormt tryk og varme. Resultatet er naturens hårdeste materiale og en af verdens mest fascinerende ædelstene. Rå diamanter er skabt af disse kræfter og fremstår i deres oprindelige, uslebne udtryk, inden de eventuelt slibes og poleres til de klassiske diamanter, vi kender.
Hvorfor er naturlige diamanter hvide?
De naturlige farveløse (hvide) diamanter er særligt eftertragtede på grund af deres høje gennemsigtighed og evne til at reflektere lys klart og intenst. I modsætning til fancy colour-diamanter, hvor farven skyldes tilstedeværelsen af grundstoffer som nitrogen (i gule diamanter) eller bor (i blå diamanter), skyldes farveløsheden i hvide diamanter en næsten perfekt krystalstruktur samt fraværet af farvepåvirkende elementer. Denne struktur tillader lyset at brydes, reflekteres og tilbagekastes i diamanten, hvilket skaber den karakteristiske strålende og glitrende effekt.
Terminologi: “Hvide diamanter” vs. “Farveløse diamanter
Betegnelsen "hvide diamanter" bruges ofte i daglig tale om farveløse diamanter, men i gemmologisk sammenhæng kan "hvid" også beskrive diamanter med et mælket eller opaliserende udseende. For at undgå forvirring anvendes betegnelsen "farveløse diamanter" som den mest præcise betegnelse for diamanter uden synlig farvetone.

DIAMANTENS FARVESKALA
Diamanter vurderes ofte ud fra en farveskala, der går fra D (helt farveløs) til Z (lys gul eller brun). Farveløse diamanter (D-grade) er de mest værdifulde og eftertragtede, da de repræsenterer den højeste kvalitet. Disse diamanter maksimerer lysrefleksionen, hvilket gør deres naturlige skønhed fuldstændig betagende.
Skønheden og det unikke ved rå diamanter
Hver naturlig rå diamant er unik, ikke kun på grund af sin oprindelse, men også på grund af de naturlige uperfektheder og indeslutninger, der findes i stenen. Disse små uregelmæssigheder er en del af det, der gør hver diamant helt særlig, og det er netop det, der gør rå diamanter så fascinerende. Hos RoughDiamonds.dk værdsætter vi den autentiske og urørte skønhed i naturlige rå diamanter og deres uforudsigelige karakter.
Hvorfor vælge naturlige rå diamanter?
Når du vælger en naturlig rå diamant, vælger du et stykke af naturens sjældenheder. Ved at bevare den i sin oprindelige form forbliver dens naturlige skønhed og millioner af års historie urørt. Det gør den til et ægte symbol på tidløshed og autenticitet. Den uslebne charme og unikke karakter gør hver diamant fuldstændig enestående.
HVOR FINDES DE SJÆLDNESTE FARVEDE DIAMANTER?
Vi har samlet et verdenskort, der viser de steder og mineområder, hvor nogle af verdens sjældneste, mest eftertragtede og værdifulde diamanter er blevet fundet.
Det afrikanske kontinent huser flere af verdens førende diamantproducerende nationer. Siden 1870’erne har Afrika været den primære kilde til diamanter af ædelstenskvalitet, særlig i lande som Sydafrika, Botswana og Namibia, der er kendt for deres diamantminer. Kontinentet er også kendt for at udvundet nogle af verdens sjældneste farvede diamanter – heriblandt blå, pink og endda grønne diamanter.
Uden for Afrika har Indien i århundreder været centrum for sjældne diamanter. De historiske miner i Golconda har leveret nogle af verdens mest berømte sten. Blandt disse skiller Koh-i-Noor-diamanten sig særligt ud – en af de mest ikoniske og kostbare diamanter nogensinde, som i dag er en del af de britiske kronjuveler.
Udforsk kortet nedenfor og dyk ned i historien bag disse bemærkelsesværdige diamanters oprindelse.
VERDENS STØRSTE FARVELØSE DIAMANT
I 1905 blev der gjort en bemærkelsesværdig opdagelse i Sydafrika. Premierminen i Cullinan, Sydafrika, er kendt for at have produceret nogle af historiens mest berømte og største diamanter. Blandt disse finder vi Cullinan-diamanten, der med en vægt på imponerende 3.106,75 carat stadig er den største rå diamant, der nogensinde er fundet. Diamanten blev opkaldt efter minens formand, Thomas Cullinan.
I april 1905 blev diamanten sat til salg i London, hvor den vakte stor opmærksomhed. Alligevel forblev den udsolgt i to år. I 1907 købte regeringen i Transvaal-kolonien Cullinan-diamanten og forærede den til Kong Edward VII af Storbritannien. Kongen lod diamanten slibe hos Joseph Asscher & Co. i Amsterdam.
Cullinan-diamanten blev skåret op i flere sten i forskellige størrelser og former, hvoraf de to mest kendte er:
Cullinan I (The Great Star of Africa) – Med en vægt på 530,4 carat er dette verdens største klare, slebne diamant. Den er indsat i The Sovereign’s Sceptre med Korset som en del af de britiske kronjuveler.
Cullinan II (The Second Star of Africa) – Med en vægt på 317,4 carat er denne diamant indsat i The Imperial State Crown, også en del af kronjuvelerne.
Derudover beholdt Dronning Elizabeth II syv andre store diamanter med en samlet vægt på 208,29 carat, som hun arvede fra sin bedstemor, Dronning Mary, i 1953. Dronningen ejer også en række mindre brillanter samt et sæt uslebne fragmenter.
Seneste fund: Diamant Opdagelse i 2024
I 2024 blev en diamant på 2.492 carat opdaget i Botswana, hvilket gør den til den næststørste diamant, der nogensinde er fundet, kun overgået af Cullinan-diamanten.
FORELSK DIG I DIAMANTERNES NATURLIGE FARVER
Nu hvor du ved mere om fancy colour-diamanter og deres oprindelse, håber vi, du føler dig inspireret til at udforske verden uden for traditionen og vælge den naturlige diamant farve, der bedst afspejler din personlige stil.
Hos RoughDiamonds.dk kan du gå på opdagelse i vores kollektion af rå diamant ringe og meget mere, hvor vi hylder de smukke naturlige diamantfarver i håndlavede smykker. Du har også mulighed for at vælge din helt egen rå farvede diamant og samarbejde tæt med designer Maya Bjørnsten og vores dygtige guldsmede om at skabe et unikt smykke – skræddersyet specielt til dig.
Følg os på Facebook og Instagram for at holde dig opdateret på vores nyeste arbejde, og lad dig inspirere af fancy colour-diamanternes betagende skønhed i deres rå og naturlige form.